Der har igennem historien været mange forskellige måder hvorpå healere, og krystal~ og energiarbejdere, har renset og genopladet deres krystaller på

Som jeg altid har sagt, og gør meget ud af at pointere, så er der ingen som har patent på hvad der er rigtigt eller forkert, når det gælder spiritualitet og energiredskaber som sten & krystaller. Det som fungerer for mig, fungerer ikke nødvendigvis for dig. Det som føles naturligt og flowagtigt for mig, føles måske fuldstændig modsat for dig.

Brug disse sider som inspiration; IKKE som en anledning til at dræne din energi, ved at føle at du skal eller bør gøre noget bestemt.

“… ingen har patent på, hvad der er rigtigt eller forkert, når det gælder spiritualitet…”

Rensning og genopladning er to forskellige ting, og hvis du kun har tid til at gøre én ting; så gør den ene ting med glæde, fordybelse og med din sjæl. Hvis du ikke har tid til at gøre nogle af delene ~ så fred være med det!

For nogle kan det være utrolig vigtigt at rense eller genoplade sine krystaller ~ andre oplever, at der kan gå flere måneder, før de får følelsen af, at deres sten eller krystal nu trænger til rensning. Og hér kommer vi til noget af det essentielle, når det gælder energiarbejde~ og redskaber. Igen; der er intet rigtigt eller forkert.

Rensning

Jeg kender mange lys~ og energiarbejdere, der har brugt krystaller i mange år, og som fortæller mig, at de sjældent renser deres sten og krystaller; og hvis de gør, er det blot lige under rindende vand i et par minutter, indtil de kan mærke en forandring i krystallens vibration.

Så hvis du har brug for en form for kærlig vejledning, så naviger eventuelt efter disse pegemærker;

  • Hvis du har arbejdet aktivt med en krystal ~ eksempelvis ved meditation, eller sovet med den om natten ~ så skyl den under vand bagefter
  • Hvis du kan mærke, dine sten & krystaller har mistet deres glans, eller du ikke kan mærke deres vibration særlig stærkt længere ~ så rens og/eller genoplad dem

Lige meget hvilken form for rens du foretager dig, så lad dem have dette til fælles.

  • Imens du gør det, tænker du kun positive, glade og kærlige tanker. Hvis det føles naturligt for dig, så visualiser eventuelt et stærkt, skarpt energigivende lys for dit indre. Sig højt, hvad du ønsker at bringe frem ~ ikke hvad du ønsker at rense væk

Vand

Du kan rense dine energiredskaber på flere måder, blandt andet under rindende vand, eller i et vandfad

Her kan du lade dem ligge, så længe du føler er nødvendigt. Du kan også blande lidt Himalaya Salt i dit vandfad. Jeg oplever, at et saltbad gør en forskel, fordi de renser støv og dårlig og tung energi væk ~ og så bringer saltbadet dig dine top tunet krystaller tilbage med det vildeste skær.

Du bør dog være opmærksom på, at nogle krystaller ikke tåler vand, andre tåler ikke salt. Under ‘Crystal Overview’ vil du ved hver krystal kunne se en oversigt over, om de tåler vand, saltvand, salt m.m.

Der er ikke sket kæmpe skader, skulle du have lagt nogle af de ikke vandglade energiredskaber i vand ~ eller saltvand ~ en enkelt gang eller to; men hvis det sker konstant, vil de med tiden falme især i farven ~ Selenit er der dog kontant betaling med.

Røg

Røgrens skader med garanti ingen af dine energiredskaber

Husk dog at åbne vinduerne når du røgrenser. Jeg selv foretrækker at røgrense med enten Palo Santo eller med smudge~sticks som består af blandt andet Salvie. Det kan du gøre, enten ved at holde din krystal i hånden over din smudge~stick, så røgen svæver op omkring dit energiredskab, eller ved at føre røgen henover dine krystaller.

Men igen, hvis du har utrolig mange energiredskaber, du ønsker at røgrense, så kan denne proces tage lang tid, og måske medføre, at det bliver gjort som en sur pligt ~ eller helt bliver droppet. Jeg selv røgrenser også ved at føre røgen henover og omkring mine elskede sten & krystaller, alt imens de ligger rundt omkring i hjemmet.

Når du røgrenser dine krystaller, så skab et rum hvor du selv udnytter de fantastiske dufte. Gør det eventuelt om morgenen, når du sætter intentionerne for en ny dag, eller inden du skal meditere eller slappe af på sofaen

Selvom det anses som værende spirituelt at brænde Salvie, så er det nu videnskabelig bevist, at det efterlader et rum med 94 procent færre skadelige bakterier i op til 24 timer. Salvie er en meget hellig plante for blandt andet indianere, som allerede dengang kendte til dens rensende egenskaber. De brugte den til at rense patienter for dårlige energier, og bringe balance og renhed tilbage. Salvie renser både dine krystaller, dit rum og din aura for negative og tunge energier. Den vil bringe dig i indre balance, og rense for tunge følelser og vibrationer.

Palo Santo renser for negative energier og gendanner ro, balance og harmoni. Palo Santo er et helligt træ og har været det i tusinder af år, hos indianer i blandt andet Peru i Sydamerika. Når babyer blev født, ville de lægge dem ind i hulrum på træerne, for at sikre sig børnene var beskyttet. Når du tænder for Palo Santo vil duften bringe kærlighed, øge din kreativitet og bringe held. Din intuition og bevidsthed øges, og du vil få en stærkere kontakt med den spirituelle verden.

Opladning

Der er forskel på rensning og genopladning af sten & krystaller

Når du bruger vand eller røg, så renser du dit energiredskab for tunge, dårlige energier. Når du genoplader dine energiredskaber ved at lægge dine sten & krystaller ud i sol~ eller måneskin, eller sammen med en Selenit ~ så ja, genoplader du dem. Dét at rense dine krystaller betyder ikke implicit at du derefter skal genoplade dem ~ eller omvendt.

Måne & Sol

Du kan med fordel stille dine krystaller i lyset af Måneskin, hvis du vil genoplade deres power. Om det er udenfor, i vindueskarmen eller på altanen gør ingen forskel. Sollys er okay men kun i begrænset tid ~ nogle krystaller, som eksempelvis Ametyst, vil med tiden falme hvis den konstant ligger i vindueskarmen.

Når der er Fuldmåne (natten før, under og efter en Fuldmåne er Månens lys på sit stærkeste), lægger jeg mine energiredskaber frem, men det er ikke ensbetydende med jeg har renset dem inden jeg gør det. Som jeg beskrev i starten, så er det kun dig som kan mærke, hvornår de trænger til rens og/eller genopladning; Hvis du kan mærke, dine sten & krystaller har mistet deres glans, eller du ikke kan mærke deres vibration særlig stærkt længere ~ så rens og/eller genoplad dem.

Selenit

Tusinder af års tro på, at Selenit er forbundet med Månen, tror jeg har resulteret i, at man også mener, at Selenit ~ ligesom Månen og Solen ~ kan bruges til at oplade dine sten & krystaller. Selenit har sit navn fra Selene, Månegudinden indenfor græsk mytologi.

Der fandtes mange gudinder der er forbundet med Månen, men man troede på, at Selene var Månen selv

Men det fantastiske ved Selenit er, at den også er kendt for at rense rum, aura og andre sten & krystaller for tunge, dårlige energier. Det vil sige, hér er et redskab som du kan bruge, og samtidig slå to fluer med et smæk. Placer din krystal ovenpå eller ved siden af en Selenit i et par timer. Nogle mener, at Selenit ikke må være i selskab med andre sten & krystaller hele tiden, da den konstant giver sin power væk, og til sidst vil være drænet. Dette oplever jeg ikke ~ men det er ikke ensbetydende med, at du måske vil føle det samme.

Vær dog altid bevidst om din energi

Der findes mange andre måder hvorpå krystaller kan genoplades, herunder at grave dem ned i jorden og lade dem ligge der i en dags tid. Lige meget hvilken proces som tiltaler dig mest, så vær altid bevidst om din energi, og husk det tredje punkt jeg nævnte i starten;

Imens du gør det, tænker du kun positive, glade og kærlige tanker. Hvis det føles naturligt for dig, så visualiser eventuelt et stærkt, skarpt energigivende lys for dit indre. Sig højt, hvad du ønsker at bringe frem ~ ikke hvad du ønsker at rense væk

Prøv dig frem. Leg med det. Udforsk. Så vil du ~ ligesom med alt andet, når man investere tid i det ~ ligeså stille finde ud af, hvad der fungerer og føles givende for dig.